Neurofeedback – over 100 års forskning i hjernens evne til at forandre sig

Når mange hører ordet Neurofeedback, tænker de måske, at det er en ny eller eksperimenterende behandlingsform. Men faktisk har neurofeedback rødder mere end 100 år tilbage i forskningen.

I dag anvendes neurofeedback verden over til blandt andet ADHD, stress, angst, søvnproblemer og epilepsi. Samtidig viser forskningen, at hjernen kan lære nye mønstre gennem hele livet. En evne, der kaldes neuroplasticitet.

Historien begynder med hjernens elektriske aktivitet

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte forskere at undersøge, om hjernen udsender elektriske signaler.

I 1924 lykkedes det den tyske psykiater Hans Berger som den første at måle hjernens elektriske aktivitet hos et menneske. Han udviklede det første elektroencefalogram (EEG), som gjorde det muligt at registrere hjernens signaler uden kirurgiske indgreb.

Denne opdagelse blev et afgørende gennembrud inden for hjerneforskningen og danner stadig grundlaget for moderne EEG og neurofeedback i dag.

Fra forskning til neurofeedback

I 1960'erne opdagede den amerikanske forsker Barry Sterman, at hjernen kan lære at ændre sin aktivitet gennem feedback.

Under sine forsøg trænede han katte til at producere bestemte hjernebølger ved hjælp af belønning. Denne opdagelse blev et vigtigt gennembrud og lagde fundamentet for udviklingen af neurofeedback som behandlingsmetode.

Siden har forskningen udviklet sig markant, og neurofeedback anvendes i dag inden for en lang række områder, herunder ADHD, epilepsi, stress, angst og søvnprobleme.

En metode i fortsat udvikling

Selvom forskningen stadig udvikler sig, er én ting blevet tydelig gennem de seneste årtier: Hjernen er langt mere foranderlig, end man tidligere troede.

Neurofeedback bygger på denne viden og giver hjernen mulighed for at opdage og styrke mere hensigtsmæssige aktivitetsmønstre. Målet er ikke at "fikse" hjernen, men at støtte dens naturlige evne til at regulere sig selv via Neurofeedback træning.

Hos Ro med Elbo kombineres neurofeedback med en forståelse af nervesystemet, tilknytningstrategier og psykoterapi. På den måde arbejdes der både med hjernens aktivitet og de følelsesmæssige mønstre, som kan ligge bag oplevelser af stress, angst, uro eller følelsesmæssige udfordringer.

Kilder

Arns, M., De Ridder, S., Strehl, U., Breteler, M., & Coenen, A. (2009). Efficacy of neurofeedback treatment in ADHD: The effects on inattention, impulsivity and hyperactivity: A meta-analysis. Clinical EEG and Neuroscience, 40(3), 180–189.

Gruzelier, J. H. (2014). EEG-neurofeedback for optimising performance. III: A review of methodological and theoretical considerations. Neuroscience & Biobehavioral Reviews, 44, 159–182.

Scott, W. C., Kaiser, D., Othmer, S., & Sideroff, S. I. (2005). Effects of an EEG biofeedback protocol on a mixed substance abusing population. American Journal of Drug and Alcohol Abuse, 31(3), 455–469.

Sterman, M. B., & Egner, T. (2006). Foundation and Practice of Neurofeedback for the Treatment of Epilepsy. Applied Psychophysiology and Biofeedback, 31(1), 21–35.

Tan, G., Shaffer, F., Lyle, R., & Teo, I. (2016). Evidence-based practice in biofeedback and neurofeedback (3rd ed.). Wheat Ridge, CO: AAPB.