Hvordan tidlige oplevelser former vores relationer og oplevelsen af uro

Barnets tilknytningsadfærd

I tilknytningsteorien arbejdes der med to centrale begreber: tilknytningsadfærd, som er medfødt, og tilknytningsmønstre, som formes gennem erfaringer. Det er afgørende at forstå forskellen mellem dem.

Tilknytningsadfærd er en biologisk forankret, instinktiv adfærd, der har til formål at tiltrække omsorg og etablere tryghed gennem relationen til. Allerede fra fødslen er barnet udstyret med evner, som aktiverer denne adfærd. For eksempel via gråd, øjenkontakt og gestikulation for at få opfyldt sine basale behov og stimuleret sin udvikling. Ifølge Bowlby og Ainsworth befinder spædbarnet sig frem til omkring tre måneders alderen i en præ-tilknytningsfase. Herefter, i takt med at barnets nervesystem modnes, udvikles tilknytningsadfærden gradvist. Dette er en forståelse, som også er central i arbejdet med nervesystemets regulering og neurofeedback. Ved omkring seks måneders alderen ses tilknytningen i fuldt udfoldet form, hvor barnet viser tydelige naturlige tegn på separationsangst og opsøgende adfærd over for sin omsorgsperson. Omsorgspersonen vil oftest være barnets forælder. (Hart, 2016)

John Bowlby beskriver tilknytning som en elastik, hvor den ene ende er forbundet til tryghed og nærhed, og den anden til barnets nysgerrighed. Denne dynamik danner grundlag for en sund følelsesmæssig udvikling. Barnet søger tryghed, når det er usikkert, og bevæger sig nysgerrigt ud i verden, når det oplever sig trygt. (Hart, 2016)

Bevægelsen fra en tryg base til udforskning og tilbage igen er ikke kun afgørende for barnets udvikling, men forbliver essentiel gennem hele livet:

”Fra vugge til grav er vi alle mest lykkelige, når livet er organiseret i serier af lange eller korte udflugter fra en tryg base, som er stillet til rådighed af vores tilknytningsfigurer.” John Bowlby, citeret i Hart (2016)

Selvbeskyttende strategier for ikke at mærke den indre uro og utryghed

Hvis barnet ikke bliver mødt i sin tilknytningsadfærd, enten fordi omsorgspersonen er følelsesmæssigt utilgængelig, omskiftelige eller hæmmer barnets nysgerrighed, så udvikler barnet selvbeskyttende strategier. Det er disse strategier, som kaldes for tilknytningsmønstre. Disse er ubevidste adfærdsmønstre, som barnet aktiverer for bedst muligt at sikre kontakten til omsorgspersonen og hermed beskyttelse og tryghed. Selvom tilknytningsmønstrene kan være hensigtsmæssige i en utryg barndom, kan de i voksenlivet blive til uhensigtsmæssige samspilsmønstre og forstyrre evnen til at danne sunde nære relationer, hvilket ofte er et centralt tema i psykoterapi med fokus på tilknytning. (Hart, 2016) Kilder: Neuroaffektiv udviklingspsykologi 2. Fra tilknytning til mentalisering (1. udgave, 4 oplag). Hans Reitzels forlag. ISBN: 978-87-412-5779-2